Bella og Maja rejser 6 timer for at komme hos os
Mød vores jyske venner Bella og Maja. De tager toget fra Jylland til Hundeklinikken. Sammenlagt en 6 timers tur. Vi synes, at det er megasejt, at Maja prioriterer det så højt at give sin hund Bella stressfrie dyrlægebesøg.
”Første gang Bella skulle vaccineres, var en forfærdelig oplevelse. Hun var meget utryg og skreg. Jeg måtte holde hende hårdt fast, så dyrlægen kunne udføre behandlingen. Det var upersonligt, tidspresset og uden omsorg. Jeg har desværre oplevet flere dyreklinikker, hvor der ikke har været tid eller øje for, hvornår en pause var nødvendig,” fortæller ejer Maja Høilund Knudsen.
Hun opsøgte Hundeklinikken og har hér fundet den helt rette klinik til sin 3 årige chihuahua. I modsætning til ved dyreklinikker , går Bella frivilligt ind, og selvom hun har fået foretaget behandlinger, som nok har gjort lidt naller, så er det stadig ikke noget problem at få hende til at gå derind. Maja og Bella bor i Jelling i Jylland, og et dyrlægebesøg kræver derfor 3 timers togrejse hver vej.
Pauser er vigtige
”Katrine og Mai er simpelthen så gode til at give Bella tid og rum til, at hun er ok med at være der. De holder hele tiden øje med, om Bella har brug for en pause. Vi har været i Huneklinikken tre gange nu, og sidst vi var der, blev Bella glad for at gense Katrine. Jeg kunne jo sagtens bære min lille hund ind, men det er vigtigt for mig, at Bella selv vælger at gå ind. Det er virkelig stort,” siger hun lettet. Maja overtog Bella fra en anden ejer, da hunden var otte måneder. Allerede dengang havde Bella det svært med andre hunde og fremmede mennesker, så det kræver noget ekstra at få hende til at føle sig tryg.
Maja læser til lærer på seminariet i Jelling, og bor med udsigt til byens berømte gravhøje og runesten, hvor hun dagligt går tur med Bella. Hun oplever, at nogle hundeejere glemmer, at det ikke er alle hunde, der bryder sig om at hilse på andre hunde. Til gengæld er hun glad for, at Hundeklinikken tager disse hensyn, og sørger for, at man kan undgå at hilse på andre hunde under dyrlægebesøg.
Det er tiden og besværet værd
For Maja er det tiden og besværet værd med sammenlagt 6 timers togtur for at komme til Hundeklinikken. Hun har Bella i et sort transportbur med et fintmasket net, og hér føler Bella sig tryg.
”Mine forældre bor i Sønderjylland, og Bella er vant til at rejse med offentlig transport, så det er ikke noget problem,” fortæller hun. Halvanden times tid inden en konsultation ved Hundeklinikken får Bella en beroligende pille, som er med til at sænke stressniveauet, og i klinikken hjælper angstdæmpende feromoner Bella igennem behandlingerne, så de ikke bliver angstfyldte for hende.
Inden sommerferien går turen for fjerde gang til Hundeklinikken, for det er snart ved at være tid til Bellas vaccine. Vi glæder os allerede til at modtage dem hér i Ryesgade.