Cookie Consent by Popupsmart Website

Kastration af hanhund

Dyrlæge på Østerbro med fokus på hunde

Ved kastration af hanhund fjerner man hundens mulighed for at formere sig. Det kan foregå ved operation, hvor testiklerne fjernes eller medicinsk med hormonbehandling.

Kastration er en stor beslutning. Rådfør dig med os, inden du træffer det endelige valg.

Når testiklerne fjernes, blokeres produktionen af hormonet testosteron, og det kan betyde adfærdsændringer. Det har tidligere været den mest almindelige måde at forsøge at adfærdsregulere hanhundene på, men nu ved vi, at den metode ofte er den MINDST effektive.

Kastration har størst effekt på adfærd, der er direkte relateret til kønsdriften, som f.eks. hypersexualitet (overdreven interesse i tævehunde), strejfen efter tæver i løbetid og urinmarkering. Problemer med aggression eller angst er i stor risiko for at forværres, hvis man kastrerer hanhunden. Her er man bedre stillet ved at analysere årsagerne til adfærden og sætte ind med positiv træning og management.

Der er også ulemper ved at kastrere en hund. Den største ulempe er risikoen for overvægt, som kan være til fare for hundens helbred.

Det er en stor beslutning at lade sin hanhund kastrere og fordele og ulemper bør vejes op imod hinanden. Derfor rådgiver vi dig meget gerne i beslutningsprocessen.

I nedenstående har vi opridset nogle potentielle fordele og ulemper ved kastration. Men vi vil gerne, at du kontakter os, inden du træffer den endelige beslutning. 

Hvorfor kastrere sin hanhund?

Der er en række adfærds-, sundheds- og helbredsmæssige parametre forbundet med kastrering af hund. Det er vigtigt, at du som hundeejer er opmærksom på både fordele og ulemper ved kastrering. Vi yder professionel rådgivning om kastration af netop din hund.

Fordele ved kastration

  • Man undgår uønsket drægtighed
  • Arvelige lidelser bliver ikke ført videre

Adfærdsændringer

  • Ingen strejfen efter tæver i løbetid
  • Nedsat hyperseksualitet
  • Nedsat urinmarkering

Reducerer risiko for

  • Forstørret prostata
  • Testikeltumorer
  • Testikelbetændelse
  • Kræft ved endetarmens åbning
  • Betændelse i prostata
  • Mellemkødsbrok

Ulemper ved kastration

  • Øget risiko for overvægt
  • Pelsforandringer for visse racer
  • Cancer – øget risiko ved kastration før kønsmodenhed (race specifik)
  • Let øget risiko for overrevet korsbånd
  • Forsinket lukning af vækstlinje, hvis hanhunden neutraliseres før kønsmodenhed

Er din hund blevet kastreret, bør du efterfølgende holde øje med hundens vægt. Stofskiftet ændrer sig efter kastrering, og det er derfor en god idé at fodre din hund med kalorielet foder. Du er velkommen til at kontakte os om korrekt fodring af din kastrerede hanhund.

Mulige adfærdsændringer

  • Øget risiko for aggression
  • Øget sensitivitet overfor håndtering
  • Nedsat træningsrespons

Mulige risici for udvalgte racer

  • Øget risiko for knoglekræft: Store racer er disponerede

Medicinsk kastration

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt kastration er en god løsning for din hund, kan du starte med at vælge en medicinsk (også kaldet kemisk) kastration. Det er en midlertidig kastrering, som virker 6-12 måneder – afhængig af, hvad du vælger.

Medicinsk kastration er en midlertidig løsning, der blokerer for produktionen af testosteron. Det foregår ved, at din hund får ‘skudt’ en hormonstav ind under huden. Vi anbefaler ofte den kemiske kastration som første løsning, da det giver mulighed for at vurdere effekten af behandlingen, inden det endelige skridt tages.

Kirurgisk kastration

Hvis du er sikker på, at kastration er den rigtige løsning for din hund, så kan en kirurgisk kastration planlægges. Ved kirurgisk kastration bliver begge testikler i pungen fjernet permanent. Det er vigtigt for os, at din firbenede ven ikke har smerter – hverken under eller efter kastrationen. Vi sørger derfor altid for sikker bedøvelse og smertelindring under hele forløbet. Du kan læse mere om, hvordan indlæggelse foregår hos os her.

Du er altid velkommen til at ta’ fat i os på klinikken, kontakte os på telefon 35 43 43 20 eller maile på [email protected] for en konsultation med rådgivning.

Anti-hilse opfordring

Der er mange gode grunde til, at hunde i Hundeklinikken ikke hilser på hinanden. Derfor bør du sikre afstand til andre hunde.

Sådan foregår en indlæggelse

I Hundeklinikken foregår indlæggelse på en særlig måde for at minimere stressniveauet. Det stiller særlige krav til dig som ejer.

Vores hunde har en anden holdning til lugte

Hunde og lugte

Mange lugte, som vi synes godt om, har vores hunde en anden holdning til.